Lørdag den 7. september gennemførte jeg Nordic Race. Og det var sindssygt hårdt, for jeg vejede alt for meget og var i alt for dårlig form.

Mudderløbet i Lynge er overstået, Nordic Race på Refshaleøen er overstået (av, for en maveplasker), så nu skal jeg have et nyt sundhedsprojekt at kaste mig over. Og hvor er det heldigt, at det simpelthen falder sammen med, at jeg var gået hen og blevet kvabset.

Jeg vil tabe mig, og det skal være nu. Eller rettere, det skal være i løbet af det næste halve år. Jeg skal smide mindst 12 kilo, og projektet blev officielt skudt i gang den 9. september. Så efter planen er jeg i mål senest den 9. marts (og alting går jo altid efter planen…).

“Men Rothmar, hvorfor vil du dog tabe dig, det behøver du da ikke?” spørger du måske. Fordi det skal man jo helst protestere imod og undres over, at folk gerne vil, er det ikke rigtigt? Og i allerbedste mening, det ved jeg godt, jeg er selv typen, der gør det.

Jeg finder mig ikke i det

Det ærlige svar er, fordi jeg ikke vil være tyk. Men jeg vil (næsten) altid gerne være ærlig. Og lad mig lige understrege, før det stikker helt af, at jeg ikke væmmes ved tykke mennesker. Jeg er vokset op med en mor, der var meget tyk og meget dejlig, smuk, kærlig, klog og på alle måder den allerbedste mor. Jeg følger flere fabelagtige plus size-damer på Instagram og synes, at de er pragtfulde.

Er du tyk og elsker det (eller bare er ok med det), så mere power til dig. Det fungerer bare ikke for mig. Jeg er ikke glad indeni for den måde, min krop se ud udenpå. Jeg kan ikke passe mit tøj. Jeg går og hiver ud i bluserne og trækker maven ind og bliver forpustet og får ondt i mit dårlige knæ. Jeg vil ganske enkelt ikke finde mig i det. Så derfor gør jeg noget ved det nu, før det tager helt overhånd.

“Vejer du virkelig så meget? Det kan man ikke se!” Jeg går normalt ikke rundt, og fortæller tilfældige mennesker, hvad jeg vejer (det er der vist ikke mange kvinder, der gør), men i forbindelse med mit sundhedsprojekt har det været en naturlig del af samtalen. Og langt de fleste har svaret varianter af ovenstående, og det er jeg jo glad for. Men jo, jeg vejede virkelig så meget, og det var ved at tage overhånd, også sådan helt objektivt.

Temmelig meget mere pluskindet i august end i oktober.

Kunsten at sige nej

For det handler ikke bare om, at jeg var sådan lidt forfængeligt erotisk buttet. Jeg var decideret og i medicinsk forstand svært overvægtig, da jeg startede på det her projekt. Den 9. september, for seks uger siden, vejede jeg 86,3 kilo. Jeg er 1,69 høj, så det giver et BMI på 30,2. I følge skalaen er 25-29,9 overvægtig, mens 30 og over er svært overvægtig. Og jeg ved godt, at BMI-skalaen ikke tager højde for store muskler, tunge knogler, væske i kroppen, dårlig hårdag og alt mulig andet, men den fungerer fint som tommelfingerregel. Og tommelfingeren vendte altså nedad for mig!

Hvad er opskriften så på den gode, overkommelige og langtidsholdbare slankekur? Hvis jeg havde et svar, der passede alle, ville jeg have mange flere penge at shoppe for, end tilfældet er nu. Men jeg ved, hvad der passer for mig: Jeg spiser sundt. Helt vildt sundt og i ret små portioner.

Jeg vælger altid den sundeste mulighed, og så siger jeg nej og nej og nej. Det handler nemlig ikke så meget om hvad jeg spiser, men om hvad jeg IKKE spiser. Så det bliver et nej til onsdagssnack og feriekage på jobbet, nej til slik i biografen, nej til burger, når jeg spiser ude, nej til sporadisk druk. Mest af alt er jeg bare konsekvent. Jeg overholder mine egne regler 90 % af tiden. Og så virker det også!

Samme top, seks ugers forskel. Og cirka lige så mange kilo.

Dagens menu

Ok, det kan godt blive lidt mere konkret. Der er ikke de helt store udsving i mine daglige måltider, så de fleste dage ser nogenlunde således ud:

  • Morgenmad: Cheasy skyr med fiberdrys eller et par skiver ristet rugbrød med Philadelphia Light, hamburgerryg og Cheasy skæreost. Et glas vand og kaffe med minimælk og en sødetablet.
  • Formiddag: Kaffe med minimælk og en sødetablet.
  • Frokost: Kød, fjerkræ eller fisk og grøntsager fra kantinen. Vand. Intet brød, pasta, kartofler, ris, ost, bacon osv.
  • Eftermiddag: Kaffe med minimælk og en sødetablet, evt. en riskiks eller et stykke frugt.
  • Aftensmad: Kød, fjerkræ eller fisk og grøntsager. Et minimum af pasta, ris og kartofler. Vand. Jeg slækker lidt mere på det her, da jeg ikke vil ikke være helt afholdende foran ungerne. (Og det med at være på skrump uden at påvirke sine to små piger negativt, er et helt kapitel – og dermed et blogindlæg – for sig)
  • Aftensnack: De fleste aftener ingenting, men hvis det skal være, tager jeg en bar fra Easis eller en riskiks med mørk chokolade (de gode fra Rema 1000) eller et par sukkerfri bolsjer eller karameller.

Jeg snyder kun lørdag aften til Den Store Bagedyst, hvor jeg tager et stykke kage. Man kan ikke se Bagedysten uden at spise kage! Og så snyder jeg, hvis der er fest. En god fest er rendyrket livskvalitet for mig, så i de tilfælde bliver der ikke sparet på noget. Og så har jeg erfaret, at en Grovchicken fra McDonald’s klarer tømmermændene lige så godt som en McFeast!

Jeg har sådan en drønsmart vægt, der måler alting og sender statistikker til min telefon. Perfekt værktøj til mit sundhedsprojekt!

Præmien for enden af slanketunnellen

Og hvad så med motionen? Jeg har jo ført mig frem som den helt store fitnessfreak det sidste år tid. Men jeg tager en pause med styrketræning og vægtløftning for tiden, fordi mit fokus har ændret sig. Det, jeg gerne vil, er at komme af med en masse kilo, ikke tage dem på – heller ikke i form af muskler. Så træningsplanen lige nu er i stedet svedig spinning 1-2 gange om ugen og nogle cykelture til og fra job (10 kilometer hver vej).

Det er simpelthen status pt. Og jeg skal nok komme i mål, for jeg ved jo godt, hvad der skal til. Problemet har aldrig været at vide det, problemet har været rent faktisk at gøre det. Og nu gør jeg det sgu! Og hey, foreløbig kører det meget godt. Så godt, at jeg har smidt hele 6,3 kilo på seks uger – jeg ramte de 80 kilo rent i dag! Så hvad tidsplanen angår, er jeg allerede et godt stykke foran. Men lur mig, om jeg ikke også får brug for det forspring, når vi rammer december…

Men hvis der er én ting, jeg efterhånden har lært om mig selv, så er det, at jeg kan hvad jeg vil. Og jeg VIL nå det her mål. For ud over den åbenlyse præmie i form af et sundt BMI og et bedre forhold til min egen krop, så venter der også en præmie fra Poul… altså, som jeg selv bad ham om at finde på. Hvis jeg rammer 74,3 kilo senest 9. marts næste år, så skal han og jeg på tur til Edinburgh i Skotland. Dén tur har været på min bucket list, lige siden jeg så Braveheart for første gang i 1995. Har I nogle gode rejsetips? For afsted, det kommer jeg!

Ja. Jeg var sgu rund i det!
Share: