Så er vi halvvejs! Vi har turet på landevejene herovre i to uger nu, og om to uger turer vi hele vejen hjem igen. Lige nu bor vi hos gode venner i South Carolina, men før vi endte her, var vi en masse andre steder…

1. Charleston er den mest hipsteragtige by, jeg nogensinde har opholdt mig i. At gå rundt i Charlestons gader er som at gå rundt i ét stort Instagram-feed.

Husene er i pastelfarvet træ med hvide balkoner og plankeværk (sådan en perle boede vi også selv i), samtlige menukort har glutenfri og veganske muligheder, alle drikkevarer (som oftest øl fra lokale mikrobryggerier) serveres i syltetøjsglas, mændene har tatoveringer, schnurbart-overskæg og seler, kvinderne har skødesløst kunstfærdige fletninger og kraftige brillestel.

Butikkerne sælger en finurlig blanding af dyrt, hjemmedesignet tøj og ironiske gadgets og dimser, og der ligger små, fine kunstgallerier på hvert gadehjørne.

2. Supermarkederne har ALT. Og de har cirka 20 varianter af hver vare at vælge imellem. Den anden dag talte jeg 18 forskellige slags peanutbutter! Og så kan du i øvrigt gå til lægen lige midt i supermarkedet. Because why not??

3. Vi besøgte et kæmpestort krigsskib, der har været i tjeneste siden 2. verdenskrig og huset 3.500 mænd. Det var jo som det rene Disneyland for Poul! Der var også en oldgammel ubåd og en heftig og larmende Vietnam-udstilling.

4. Den smeltende hede, vi har oplevet siden dag 1, er åbenbart ikke normal for årstiden. I følge de lokale (og vejrudsigterne) er det den varmeste maj måned i mands minde. “That’s July heat we’re having right now!” Her burde være omkring 25-30 grader, men vi ligger mellem 30 og 40 hver dag. Vi prøver at nyde det og tanke op til den kommende danske sommer!

5. Vi vandrede halvanden kilometer ud af en vej for at finde en særlig italiensk restaurant i Charleston ved navn Melfi’s. (Vandrede i stedet for at køre, så vi kunne drikke rødvin med god samvittighed). Endelig ankom vi til et fint sted med et stort, lysende M på facaden og gik ind. Vi fik anvist et bord og satte os med menukortene. Det så ikke særligt italiensk ud…

Poul spurgte tjeneren: “Undskyld, er det her Melfi’s?”

“Nej, Melfi’s ligger på den anden side af vejen. Det her er Maison, en fransk restaurant.”

Og så fulgte de pinligste tre minutter i mit liv, da vi undskyldte febrilsk, rejste os skramlende og tumlede ud igen alle fire.

Over på den anden side af vejen til Melfi’s. I har ingen reservation? Så er I nødt til at sidde på én lang række i baren. Vi satte os med menukortene, men kunne hurtigt se, at det gik slet ikke.

Og så fulgte de næstpinligste tre minutter i mit liv, da vi undskyldte febrilsk, rejste os skramlende og tumlede ud igen alle fire!

Nu var vi snart ved at være sultne. Vi travede tilbage ad vejen og besluttede os for at prøve et lille sted med østers og grillkylling. Der var lidt ventetid, hvor vi kunne studere menuen. Det så helt ærligt lidt sært ud. Vi besluttede os for at gå videre. Denne gang var det kun halvpinligt.

Poul googlede en tapasrestaurant, der virkede lækker, så den satte vi kursen mod. Ungerne var nu mildest talt gnavne, men blev købt til føjelighed med løfter om kæmpe desserter.

Tapasrestauranten havde ikke plads. Så vi måtte fortsætte vores vandring. Det var varmt, vi havde ømme fødder i de pæne sandaler, rumlende maver, tørstige og mugne. Efter 10 minutter kom vi til et sted, der lovede ungernes livret: Sushi. Det var sådan set det allersidste, vi (voksne) havde lyst til, men nu skyldte vi dem.

Og vi lagde ud med at være pænt skeptiske. Stemningsmusikken var Skrillex (!!), vinen blev serveret i plastikglas, da vi sad på en tagterrasse (fordi det er kun vinglas, folk kan finde på at kyle ud over kanten, ikke vinflasker?) og der var nærmest helt affolket.

Men så fik vi en smukt anrettet fiskebåd med helt eminent sushi, en sprød og frisk hvidvin, en megasød tjener, et baggrundsfjernsyn, der viste Løvernes Konge og en kæmpe is til dessert. På trods af alle vores first world problems blev det en gennemført dejlig aften.

6. Apropos fjernsyn med Løvernes Konge: Alle spisesteder har mindst ét fjernsyn kørende. Lige fra det mest lurvede vaffelhus til den fineste restaurant.

7. Jeg har læst mange stærke og velfortalte romaner om slaveritiden i USA. Det er et grumt og fascinerende emne, der stadig giver genlyd i Sydstaterne. Derfor var besøget på plantagen Boone Hall en af de ting, jeg så mest frem til på turen.

Plantagen havde i sin storhedstid 300 slaver til at håndlave 4 mio. mursten årligt, passe bomuldsmarkerne og dyrke 16.000 træer med pekannødder. På grund af produktionen af mursten, var slaverne her så ‘heldige’, at deres hytter var bygget af sten og ikke træ. Derfor står de stadig den dag i dag. Flere steder kunne vi se små håndaftryk i murstenene efter de slavebørn, der havde arbejdet med dem.

Turen sluttede med sange og fortællinger fra en gammel kvinde, hvis oldemor blev født som slave. Stort og rørende, også for ungerne, trods sprogbarrieren. Nogle ting behøver ikke ord for at gøre indtryk.

8. Amerikanerne har en altoverskyggende respekt for deres krigsveteraner. I hvert fald i den brede befolkning. De har særlige parkeringspladser, betaler særpriser for det meste og hyldes på flere måder. Ved afslutningen af den ældre kvindes fortælling på Boone Hall, bad hun de tilstedeværende veteraner rejse sig og modtage bifald.

9. Vi ankom hos vores venner Brad og Christy i forgårs. De er midaldrende, og har været gode venner med mine svigerforældre i 12 år efter et helt tilfældigt møde på café i Danmark. Fantastisk, hvad et glas øl kan føre til!

Brad og Christy bor i et kæmpe hus ude en skov i South Carolina. Vi er helt bogstaveligt omringet af skov, der gemmer på spændende skabninger som kolibrier, hjorte, pungdyr, vaskebjørne, vildsvin, en enkelt bjørn og en million eksotiske insekter, herunder miniskorpioner…!

De er så søde og ekstremt gæstfrie, og har sat en hel afdeling af huset af til os med egne værelser og badeværelse. Christys rare nevø Michael, der selv er et kæmpe legebarn, er også på besøg, og vi har det bare helt enormt hyggeligt sammen alle syv.

Vi havde den bedste dag sammen med dem i går: Formiddagen blev brugt ved Clemson University, hvor Brad underviser, og om eftermiddagen tog vi op til en krystalklar bjergsø og badede. Om aftenen blev vi trakteret med verdens møreste bøffer, rødvin og cocktail night med lagret whisky og Dark n stormys. Vi sad på verandaen og hørte Beach boys og country, med stearinlys og ildfluer som eneste lys i den kulsorte skov. Ren magi.

Senere i dag tager de os med op i deres hytte i Smoky Mountains, hvor vi skal tilbringe de næste par dage.

10. Vi var i en butik med amerikansk bland selv-slik i tønder! Som man blander i mini-tønder! Vi kom til at købe for et par hundrede kroner…

11. Både Ella og Clara kaster sig konstant ud i at tale engelsk, helt frygtløst. De er blevet mærkbart bedre til sproget begge to. Det er fedt at være vidne til. Der er ingen tvivl om, at denne tur lærer dem mindst lige så meget som en måneds skolegang – måske endda mere.

Share: