Vi er efterhånden kommet igennem et par sydstater. Florida, Georgia og nu South Carolina. De største lighedspunkter er varmen (på intet tidspunkt af døgnet har vi oplevet under 25 grader) og venligheden.

1. For ja, amerikanerne ER vildt venlige. Både dem, vi møder professionelt, for eksempel i butikkerne, der sludrer og snakker og spørger interesseret ind til stort og småt. Men også fremmede på gaden. Der bliver ofte slynget en hyggelig kommentar eller kompliment afsted, når man passerer hinanden. “I love your shirt”, “Those girls are just precious” og mere i den dur. Det er så hyggeligt og sætter lidt i perspektiv, hvor dårlige vi er til den slags derhjemme.

2. Nå, men vi skulle jo udstå en to timers salgstale på det sidste hotel i Florida for at opnå rabat til Universal. Så vi måtte tidligt op på afgangsdagen for at mødes med timesharesælger-bro Blake klokken 8.30.

Sælger-Blake, en ung hvid fyr med flottere manicure end mig, forsøgte ihærdigt at sælge os en andel i deres ferielejligheder for kun 38.000 dollars. Som de gerne ville låne os til en lav, lav rente på 22 %. Stakkels Blake lavede ingen bonus den dag.

Da vi havde sagt nej tilstrækkeligt mange gange, tog hans noget ældre chef over. Han fik også en stime af nej’er, og da der på det tidspunkt kun var 10 minutter tilbage af de to timer, troede vi naivt, at vi var fritstillet. Men så kom trumfen.

En tudsegammel asiatisk kvinde, der knap kunne gå, satte sig ved vores bord. Hun havde en dybt udringet top på, afbleget lysegult hår og øjenvipper tatoveret under de rindende øjne, der var så smalle, at de så ud til at være lukkede. Hun begyndte at tale om borgerrettigheder (??) og næsten vredt om hvordan vi ALDRIG ville kunne få samme mulighed igen. Hende skulle vi sige nej til rigtig mange gange!

Efter to benhårde timer fik vi endelig vores hårdt tilkæmpede præmie: 200 dollars rabat til Universal (på bagkant, da vi jo besøgte parken dagen før) og i tilgift et 5-dages ophold på et af deres hoteller i USA inden for det næste år. Helt i orden gevinst for i bund og grund bare at sige nej i to timer. Det er jo hverdagskost for småbørnsforældre.

3. Apropos børn, så overhørte vi Clara sige til Ella på vej til hotellets børnepasning inden salgsmødet: “Glæder du dig ikke til at slippe for mors og fars gejl i to timer?”

4. Vi fik noget frokost på en Chili’s en dag. Clara sad lænet op ad mig, mens jeg lyttede til Poul tale, og naturligvis nikkede ivrigt til alle hans guldkorn. Clara beklagede sig: “Mor, du ryster helt!”. “Jamen, det er bare fordi jeg nikker. Kan du mærke, jeg nikker?” svarede jeg lidt for højt. For det var først da jeg så familien ved nabobordet stirre på mig, at jeg kom til at tænke på, at det nok ikke var verdens mest passende ord at halvråbe på en familierestaurant i The Deep South. (Gudskelov var familien lige så blege som os. Havde de været sorte, var jeg død af skam.)

5. Overalt på de store veje ligger der smadrede dæk i vejkanten. Både hele dæk og små strimler. Eksploderer folks dæk virkelig så ofte i heden, eller hvad handler det om?

6. Clara besluttede, med sin nyfundne kærlighed til Harry Potter, at bibelen på hotelværelset i Georgia var hendes besværgelsesbog. Hun gik rundt og ‘læste op’ af den, mens hun viftede med sin Potter-tryllestav fra Universal. Den herlige ironi gik ikke tabt på os!

7. Jeg fik min vilje en morgen, og slæbte hele familien med til morgenmad på Waffle House. Sikke en fantastisk oplevelse! En afsindig larm, propfyldt med mennesker, alt møblement i metal og plast, absolut intet sundt på menukortet, lunken kaffe, alt for store portioner vafler med erstatningssmør, små myrer overalt – og alting sovset ind i klistret sirup. Jeg sugede det til mig! Men det gør vi ikke igen.

8. Vi tilbragte en dag i Savannah. Aldrig har vi opholdt os så varmt et sted! Sveden løb af os i små bække. Der var smukt og charmerende med kæmpestore gamle egetræer beklædt med hængemos og enorme huse i kolonistil. Vi lavede ikke så meget andet end at trave rundt og kigge og køre med en lille turistbus og kigge.

9. Efter en lang, varm dag i Savannah kørte vi til halvøen Tybee Island for at køle af. Vi endte på en vindblæst strand helt tætpakket med mennesker og med høje bølger. Det blev kun til en halv times strandtur.

Aldrig før, ikke engang på Roskilde, har jeg følt mig så ækel, som da jeg, efter en helt utilstrækkelig skyller under en kold bruser, stod i et tislugtende omklædningsskur, helt klistret ind i salt, sved, solcreme og sand, og skiftede fra mit badetøj til mit stadig svedfugtige og umiskendeligt svedlugtende, krøllede tøj. Og så skulle vi direkte på restaurant…

10. Men sikke en restaurant! Heldigvis endte vi på det fede og fascinerende The Crab Shack. Udenfor var der bassiner med dovne alligatorer, som børnene kunne fodre, og indendørs var det på ingen måde ildeset at være klistret og lugte af strand.

Her delte vi alle fire et gigantisk fad med krabber, muslinger, jomfruhummere og rejer, altsammen fortæret med fingrene. Det var et af de mest mindeværdige måltider, vi nogensinde har indtaget. Efter to timer var vi stopmætte og helt og aldeles smurt ind allesammen. Og SÅ trængte vi også til et bad!

Share: