En af de fede ting ved at være sådan en mediebranchetype er, at der dukker alle mulige spændende personligheder op rundt omkring i mit arbejdsliv. Og en af de fede ting ved at være så kæk som mig er, at jeg (næsten) aldrig er bleg for at ydmyge mig selv ved at bede om et foto…

Engang i 2008, maj 2012, september 2017 og flere andre gange: Ole Henriksen for sig selv

Alt det, du tror om Ole Henriksen, passer. Han er så livsglad, positiv og konstant midt i en dans, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg tror sådan set ikke, at han kunne genkende mig fra gang til gang, men jeg lod mig alligevel totalt charmere af hans lynhurtige komplimenter: “Sikke en FANTASTISK jakke!” og “Du har simpelthen det mest VIDUNDERLIGE hår!”

Oktober 2013: Medina for sin egen makeup

Jeg var lige vendt tilbage fra barsel et par dage før. Indtil da havde mit liv bestået af mælkegylp, hirsegrød, stinkebleer, manglende søvn og fedtet hår. Og pludselig befandt jeg mig til intimkoncert og pressemøde på Nimb, hvor Medina præsenterede sin makeuplinje, lod sig fotografere med mig og endda komplimenterede mine øreringe. Heftigt.

November 2013: Pat McGrath for Max Factor

Hende her skal man nok være makeupnørd for at være imponeret over. Men hun er altså en af de største og dygtigste makeupartister i verden. Ever! Du finder nærmest ikke en Hollywood-kendis eller topmodel, hun ikke har haft i hænderne. Og jeg har rørt ved hende!

September 2014: Britney Spears for Change Lingerie

Det var helt tydeligt, at Britney ikke bryder sig om at være i selskab med andre mennesker. Så voksdukkeagtig, som hun ser ud her, så hun også ud i virkeligheden. Helt ubevægelig. Men derfor var jeg selvfølgelig stadig helt overvældet over at have stået i nærheden af et ikon af hendes kaliber i hele 30 sekunder. Og over at have trykket hendes (lillebitte) hånd.

Oktober 2014: Niels Hausgaard og Erik Clausen i byen

I virkeligheden var det her overhovedet ikke arbejdsrelateret. Men det var en druktur med kollegaer, så tæller det også, har jeg bestemt. Vi mødte de to herrer på en købehavnsk bodega, hvor vi gjorde os sygt pinligt bemærkede ved at bede om foto. Den ene af de to kvitterede med et MEGET frækt tilbud til min veninde (IKKE hende på billedet).

Februar 2016: Gerard Butler for Hugo Boss

“Can I kiss you on the cheek?” spurgte jeg den utroligt flotte mand. “Yes, of course,” svarede han med den der accent, du ved nok. Da jeg gjorde det, udbrød han: “She’s a cheeky one!” Jeg dånede næsten. Undskyld, Poul!

August 2016: Joey Moe til firmafest

Strengt taget ‘mødte’ jeg ikke Joey Moe. Jeg stillede mig bare ind foran ham, mens han optrådte til en fest, som arbejdet holdt på hotel Marienlyst. Det kom der det her super akavede billede ud af.

Marts 2019: Roland Møller på meget smart natklub

Der er et eller andet ved ham her. Pæææn mand. Som også var flink til at stille op til et par hurtige billeder, selvom jeg faktisk stoppede ham mens han var på vej til toilettet. Eller, jeg fik min veninde, der kender ham, til at stoppe ham, fordi jeg selv var for genert. Tak, Roland, fordi du var tålmodig og flink og magtede en irriterende fangirl.

Share: