I går steg jeg op på vægten for omtrent tusindene gang siden den 9. september 2019. Og for første gang siden den dag havde jeg tabt mere end 12 kilo. Faktisk 12,3 kilo, for at være helt præcis. Jeg gjorde det sgu! Med en måned til deadlinen den 9. marts har jeg smidt alle de kilo, jeg satte mig for!

Beviset.

Vejen hertil har været besværlig til tider, men aldrig decideret svær. Jeg har stadig levet og levet godt, har festet og snacket og hygget mig. Men motivationen forlod mig aldrig, og det tror jeg har gjort hele forskellen. For jeg var ikke i tvivl om, at jeg ikke kunne acceptere at leve i den krop, jeg gjorde, da det hele begyndte. Og som bønnen om sindsro (nogenlunde) siger: Acceptér det, du ikke kan lave om på. Lav om på det, du ikke kan acceptere.

Den allerførste dag på min kur havde jeg brug for en helt konkret påmindelse om hvorfor jeg overhovedet skulle gøre det her. Gul og blå efter Nordic Race to dage tidligere klædte jeg mig derfor af, og tog nogle meget svære selfies i spejlet. I går tog jeg billeder igen. Samme undertøj, samme positur – men en helt anden krop. Jeg er ikke tynd, min BMI er stadig lige nøjagtig inde i overvægt-kategorien, og mine efterbilleder kunne sikkert sagtens være andres førbilleder, men jeg er SÅ glad og stolt! Og kun, fordi projektet er lykkedes, får I lov at se den næsten nøgne sandhed om tingenes tilstand tilbage i september… be gentle.

Det der blå mærke nede ved lysken gjorde især nas.
Farvel, rygdelle!
Tag jer ikke af det sært gnidrede område. Jeg har blot forsøgt at blurre en megt uheldig placering af min hånd på førbilledet…

12 kilo er måske ikke et vildt og voldsomt vægttab. Men sikke en forskel, det gør for mig! Først og fremmest kan jeg passe alt mit tøj igen. Simpelthen alt i mit skab – undtagen de ting, jeg købte sidste sommer, som nu er for store…. Jeg føler mig smuk og lækker, når jeg klæder mig på, jeg graver alle de glemte ting frem fra gemmerne, og har skruet en ekstra tand op for palietter og pang. Og jeg labber det i mig, når folk omkring mig komplimenterer min nyfundne figur. Det må man meget gerne! Min hud er også blevet så meget pænere. Jeg har altid døjet med en snert af voksen-akne, men nu hvor jeg har skåret 90% af mit sukkerforbrug, er det stort set væk. Der er ingen tvivl om, at det har været samtlige ‘Nej tak’-er værd.

Det med huden er måske ikke så tydeligt her. Men det er mine punkterede pluskinder til gengæld!

Men nu kommer den rigtige prøve. For nu skal jeg holde fast. Jeg vil faktisk også gerne lige smide et par kilo mere, måske komme helt ned og ramme de 70 kilo rent. Men jeg vil ikke, aldrig nogensinde, tage de 12 kilo på igen, som jeg har sagt farvel til nu. Det kommer ikke til at ske. Så det bliver projektet fremover – at holde det løfte til mig selv. Jeg tror, jeg ved hvordan. Jeg er næsten sikker på, at jeg har lært lektien og fundet den rigtige vej i vægttabsjunglen. Jeg håber det…

Jeg har også tabt mig i højden!
Share: