Det er nok det spørgsmål, jeg er blevet stillet flest gange de sidste 12 år. Det, og så: Får du alle produkterne gratis? Svaret på det sidste er ja. Og det er lige så nice som det lyder. Svaret på det første er lidt længere.

I foråret 2007 var jeg 25 år gammel. Jeg læste markedsføringsøkonom på Niels Brock, havde en bachelor i spansk og amerikanske studier fra CBS, og min skønhedserfaring bestod i at sælge cremer i Magasin. Selvom det kun er 12 år siden, var det en helt anden verden. Uden Facebook og Instagram, hvor telefonerne knap havde fået farveskærm, og hvor blog var noget, du skrev, hvis du forsøgte at skrive ‘blok’, men ikke var så skarp til at stave.

En dag, da jeg var på vej til studiet, læste jeg MetroXpress i bussen. Sådan en rigtig papiravis. Og lige der under jobannoncerne strålede denne lyserøde skønhed. Woman søger skønhedsredaktør.  Annoncen i sig selv er jo et pragteksemplar af sin tid. Ordet ‘ildsjæle’ er brugt hele to gange, og den primære metode at få sin ansøgning sendt afsted er med posten. Meeen, man kan da også sende den via mail, hvis det er.

Jeg rev annoncen ud, foldede den pænt sammen og lagde den ned til skolebøgerne. Resten af dagen spekulerede jeg over, hvordan jeg kunne sælge en butiksekspedient med en uddannelse i spansk som skønhedsredaktør til Danmarks største kvindemagasin. I virkeligheden havde jeg jo lige præcis nul af de kompetencer, der skulle til – på papiret, i hvert fald.

Men jeg skrev alligevel en ansøgning, som jeg pøsede hele min sjæl i. Og jeg lavede to små skønhedsartikler med mine bedste Word-skills og lagde ved: En, der viste et festlook trin for trin og en, der illustrerede hvordan du får brysterne til at se større ud med makeup. Genialt! Det samme syntes daværende chefredaktør Helle Blok heldigvis, for hun inviterede mig til en samtale. Og til én samtale mere. Og til sidst til en personlighedstest.

Helle ringede til mig senere samme uge og tilbød mig jobbet. Lønforhandling blev der ikke meget af, for jeg skreg bare ‘JAAAAH!’ ned i røret. Jeg har aldrig før eller siden været så jublende, hoppende lykkelig, på den der jeg-har-lige-vundet-et-par-millioner-i-lotto-måde. Jeg spurgte senere Helle hvorfor det lige blev mig, der fik jobbet. Hun svarede, at det mest var, fordi jeg simpelthen var så Woman-agtig. Kvalifikationerne var måske ikke tip-top, men det praktiske kan læres. Det kan gejst og glød ikke.

(I øvrigt, hvis jeg troede, det ville blive et fedt job, så forestil dig min glæde, da jeg fik tilsendt nedenstående program for min første tid på det nye arbejde. Sommerfest OG en tur til Paris med Penélope Cruz?!)

Det skulle vise sig at blive begyndelsen på et årti med arbejdsglæde uden lige, med venner for livet og med de vildeste oplevelser. Og med så meget kærlighed til Woman, at jeg fik logoet tatoveret på hofteflæsket til en julefrokost. Men dén historie (og tusind andre) får I en anden gang…

Share: