I søndags sprang Clara rundt på gulvet i Glostruphallen og lavede en fin gymnastikopvisning. Den slags er altid både lidt kedeligt og ret kært, men lige præcis denne søndag endte det med at være en meget surrealistisk oplevelse.

For lige der i den tætpakkede hal, fyldt med stolte forældre og bedsteforældre, sad pludselig en person fra min fortid. Rent faktisk sad han ved siden af Poul, helt yderst ved stolerækken, så jeg måtte mose mig forbi ham ad flere omgange, når jeg skulle hjælpe Clara med at finde rundt.

Det var min papsøsters stedfar, som jeg ikke har set i næsten 20 år. En rar og sympatisk mand, som jeg kun har pæne ting at sige om. Men ikke desto mindre gav det mig en følelse af melankoli, som slet ikke hørte hjemme i omgivelserne, at se ham igen. For vi mistede hende dengang. Mette, min papsøster, hans steddatter, blev 12 år.

Mettes rigtige far Peter er gift med min mor. Gennem fælles venner havde min familie kendt Mettes familie i årevis, før min mor og Peter fandt sammen, så det faldt helt naturligt, at Mette og jeg blev storesøster og lillesøster. Peter og hans ekskone, Mettes mor, havde et fint forhold, så jeg var fast babysitter for Mette, når hun var hos sin mor og dennes nye kæreste. Jeg serverede til deres bryllup, da de blev gift i sommeren 1999, og han officielt blev Mettes stedfar. Ham, jeg så på tilskuerrækkerne i søndags.

I efteråret 1999 begyndte Mette at trække lidt på det ene ben. Hun blev hurtigt scannet, og de fandt en stor tumor i hendes hjerne. De næste måneder gik alting alt, alt for stærkt, mens vi alle sammen gjorde alt for at presse mest mulig livsglæde ud af hvert eneste minut. Nytårsaftensdag 1999 lagde jeg makeup på Mette, den første i hendes liv. Jeg satte hendes brune, krøllede hår, så de skaldede pletter blev skjult, og gav hende guld på øjnene. Hendes mor græd lidt i det skjulte og tog billeder. Jeg har aldrig set dem. Billedet her, der har ligget i min pung i 20 år, er det eneste jeg har af hende.

Fredag den 21. januar 2000 var det slut. Tiden op til vekslede mellem håb, fortvivlelse og et forsøg på at holde fast i hvad som helst, men tiden efter var det frygteligste, jeg nogensinde har oplevet. Noget af det, der står tydeligst i mine minder fra dengang, er når jeg besøgte min mor og hendes mand. Når jeg åbnede hoveddøren og trådte ind i en decideret mur af sorg. Det var en helt fysisk følelse, som når du træder ud af et fly sydpå, og rammer en mur af varme. Muren blev mindre massiv med årene, men den forsvandt først da de pakkede deres liv sammen og flyttede til Bornholm i 2008. I virkeligheden tror jeg heller ikke, den er helt forsvundet. Jeg tror, den bor i Peter stadig.

Mettes mor og stedfar, som jeg ikke skulle se de næste 20 år, blev skilt noget tid efter. Han forsvandt ud af mit liv den sommer, og jeg har helt ærligt ikke tænkt på ham siden. Jeg tænker ind i mellem på Mette, om end ikke så ofte nu, som i årene lige efter. Jeg tænkte på hende, da jeg fødte Ella den 14. januar 2010, én uge før 10-årsdagen. Jeg tænkte på hende, da jeg blev gift med Poul på min 30 års fødsesldag, og Peter fulgte mig op ad kirkegulvet. Jeg tænker på hende, hver eneste gang jeg besøger min mor og Peter i deres hyggelige, lille hus på Bornholm, og ser hendes børnetegninger hænge i glas og ramme på væggen. Og jeg har tænkt på hende de sidste par dage.

Hvis den tumor aldrig var vokset frem, ville Mette have været en voksen kvinde nu. Måske med børn? Måske så meget. Hvis og hvis og hvis. Det mest forfærdelige, der nogensinde er overgået mig og dem, jeg elsker, var ikke nogens skyld og kunne ikke standses eller forhindres. I hvert fald ikke dengang. Men vi nærmer os! Hvis du vil vide mere om hvor langt vi er kommet, eller måske endda give et beløb, kan du læse mere hos kræftens Bekæmpelse her.

Jeg tror i øvrigt ikke, at Mettes stedfar kunne kende mig, da vi bogstaveligt talt stødte ind i hinanden i søndags. Eller også lod han, lige som mig, som om han ikke kunne. Fordi det var for kompliceret og for mærkeligt og i det hele taget bare helt forkert at anerkende hinandens eksistens lige der, og dermed samtidig være tvunget til at bringe alle de tunge minder op igen. Måske gik han ligesom mig hjem og sendte noget kærlighed op til Mette. Og krammede lidt på sit eget gymnastikbarn.

Share: