1. Kærlighed kan sagtens komme til udtryk gennem enormt opfindsomme trusler

Når børn får en nedsmeltning, og begynder at udspy sært specifikke svinere, er det faktisk, fordi de elsker dig. Fordi de er så trygge i forvisningen om din kærlighed, at de tør give helt slip på hæmningerne. Således har jeg for eksempel måttet tåle løfter som: “Hvis du ikke giver mig lov, så skærer jeg dine bryster over med en motorsav,” og “Jeg bliver så vred, og slår dig lige i tissekonen med en hammer!” Kan I mærke kærligheden??

2. At smøre madpakker er omtrent lige så behageligt som at få en hot stone-massage med LEGO-klodser

Jeg afskyr at smøre madpakker. Jeg har intet fornuftigt svar på hvorfor. Det er bare så afsindigt nederen. Jeg hader det så heftigt, at det er blevet en handelsvare mellem mig og Poul. “Du vil gerne i byen lørdag og pjække fra min kusines konfirmation? Tre madpakker.”

3. Det er helt normalt at beskæftige sig med andres afføring på daglig basis

Og her mener jeg ikke kun, mens ungerne bruger ble. Så sent som i dag har jeg stået bøjet over en kumme proppet med den yngstes brune præstationer, for på hendes indtrængende opfordring at diagnosticere, om hun har børneorm eller ej. For det har Mynte-Pi fra fritten, altså! Og de voksne siger, det smitter! Og jeg vil ikke have orme i lorten! Kig nuuuuu, moar! (Spoiler: Der var intet levende i lorten)

4. Dine principper om børneopdragelse fra før du fik børn? 80 % af dem holder ikke i virkeligheden

Det er sundt og vigtigt at forsøge at forberede sig lidt på det med at være ansvarlig for et andet menneskes liv. Men det er også sundt og vigtigt at bøje af i forhold til den virkelighed, der så rent faktisk venter. Kun hjemmelavet babymad? Ha. Aldrig benytte sig af trusler eller belønninger? Ha, ha. Begrænse skærmtid til én time om ugen? AHAH, HA, HA, HAAA, HAAAARH!!! Ej, jeg får helt mavepine!

5. Du kan komme i tanker om flere hypotetiske situationer end en Oscarvindende manuskriptforfatter

Hvis nu hun glemmer at tage halsedissen på i frikvarteret, og der samtidig forekommer et meteorologisk fænomen med drastisk faldende temperaturer og en spontan haglbyge, og der i hendes umiddelbare nærhed opholder sig et barn, der bærer på MRSA-smitte, så er hun ekstremt modtagelig, og vil med overvejende sandsynlighed blive så svækket, at hun ikke er i stand til at tage med på den ferie, vi har planlagt til om otte uger!

6. Det er forbavsende nemt at ignorere dine egne kropslige behov

Men ungernes behov har du nærmest opfyldt før de selv opdager, at de har dem! ‘Han fryser nok’ tænker du, og giver ham en trøje på. ‘Mon ikke hun er ved at være tørstig?’ pludrer din indre stemme, mens du skænker barnet et glas vand. I mellemtiden har du selv sovet i 45-minutters intervaller de sidste fire år, dit sidste måltid var en ugegammel pose chips for seks timer siden, og du har ikke været på toilettet (RIGTIGT på toilettet!) siden i søndags.

7. De andre mødre har præcis lige så lidt styr på deres shit som du har

Nogle er bedre til at polere overfladen, så den er pæn at kigge på, end andre er. Men vi winger den alle sammen. Og vi gør det sgu godt!

Share: